Jeg bliver opgraderet i det nye år – og igen bliver det uigenkaldeligt….
Jeg skal være farmor for første gang – og bliver husejer for første gang….
Helt igennem fantastiske opgradering, som samtidig er megaskræmmende!

Igennem de seneste 22 år har jeg boet og levet på samme adresse – set min ældste vokse, modnes og flytte hjemmefra… Jeg er blevet gift, blev mor igen – og har mistet flere af mine hjertenskære. Der er udlevet en masse kampe med mig selv i ønsket/håbet/troen på at jeg en dag ville føle at JEG også kunne leve et glædeligt liv….
Al den historie skal nu pakkes ned – og flyttes til nye rammer og på en måde føles det som om der sættes et stort PUNKTUM….
Ikke mindst fordi jeg OGSÅ bliver farmor – og dermed familiens ældste…
Jeg vil så gerne blive den bedsteforældre som jeg selv elskede som barn – med tid og ro til det nære “nu og her”, overskud til at lære fra mig af alskens små praktiske ting, der bare gør livet lidt lettere som voksen – og med en visdom, som altid levner håb uanset udfordring….

Meen – ingen udvikling uden afvikling. Så meget ved jeg da – og det er hér det skræmmende element kommer ind…

Jeg skal have sorteret i alt det jeg har fået samlet igennem 22 år på samme adresse… (gælder også alt det manden har samlet)…
Jeg skal ændre hverdagsmønstre – går fra at leve i ét plan til pludselig at have både førstesal, kælder og stor have – og det betyder at alle mine små pudsige/praktiske løsninger for en nemmere hverdag skal justeres og tilpasses.
Jeg skal i større grad vænne mig til, at skal noget gøres skal jeg gøre det selv – og dét i et større omfang end som bolig-lejer…

Opgradering – det helt rigtige ord for hvad jeg kan vente af det nye år….
Point of no return.
Herligt skræmmende
Skingrende glædeligt…..