At trække vejret i lufttomt rum…. Det kan man jo ikke…

Næh – og sådan en oplevelse måtte jeg så have for nylig….

Ikke at jeg var i et lufttomt rum – men det føltes sådan…..
Forestil dig at trække vejret meget langsomt – som gennem et sugerør, i forsøget på at få suget alt det livsnæring ud af åndedrættet som muligt….

Jeg sad helt stille, med langsom hjertebanken og med blikket rettet mod de små støvfnug, der lige så langsomt passerede sollysets stråler – følte mig fastfrosset i en tidslomme – som fanget på et her-og-nu billede.
Jeg burde have været skræmt – for det var mig det stod stille….

Mit hjerteslag var for langsomt – og min vejrtrækning så besværet, at jeg havde svært ved at få ilt nok – men trods begyndende blåtoning sad jeg alligevel bare helt stille og sugede langsomt og begærligt vejret ind – følte mig taknemlig for nuet og dybt omfavnet af det det lufttomme rum…. Selv lydene var i slowmotion….

Denne lidt bizarre oplevelse skyldtes et akut astmaanfald – for første gang ever….
Og dette ene øjeblik –  fyldt af så mange følelser og tanker – og livet vil for altid være anderledes….

Tak for livet…
Tak for åndedrættet…
Tak for hvert eneste NU….