Er ramt af en “jeg fylder snart år igen igen” – og har lige for tiden en vis trang til at se tilbage, for at få et overblik over alt dét der nu ligger bag, men som er fundament for det der kommer 😀

I mit tilbageblik fandt jeg dette skriv, som nok er 10-12 år – og megameget livslæring siden.
Måske du kan genkende følelsen??

Jeg forstår ikke (Skal læses langsomt i et øjebliks eftertænksomhed).

 

Jeg forstår ikke. Ganske enkelt og uden forbehold – JEG FORSTÅR IKKE!
Det er ikke ”dét”, jeg ikke forstår. Der er ikke ”noget”, som jeg forstår.
Jeg forstår bare ikke. Hverken noget konkret eller det, der ligger mellem linierne.

I al sin enkelhed, er det uforståelige ganske forståeligt.

”Intet” giver mening. Ikke det sagte eller det usagte – ej heller det gjorte som ugjorte. Kun det absolutte ”intet” giver på uforståelig vis mening – og hvad kan det bruges til?

Jeg står således ganske uforstående over for mig selv. Jeg møder mit liv med en uforklarlig følelse af bagvendthed – og mine medmennesker står konstant i skyggen af min sælsomme undren.
Min verden skal ikke forstås og ”intet” betyder alt for mig. Det meningsløse giver mening og det uforklarlige er ganske tydeligt. Ingen andre end jeg forstår, hvad der ikke skal forstås. Kun jeg ser livet som et ”intet”, hvor alt ”dét”, der kan give én ”noget” bliver uforståeligt. Alligevel forstår jeg – og verden bryder sammen.

Hvordan gebærder man sig i en verden, hvor man forstår det, der ikke skal give mening – og dét, der skulle give mening bliver uforståeligt? Hvordan kommunikere man med en verden, hvor man mødes med et ”alt”, der gør livet til et ”intet”?

Jeg forstår ikke. Så simpelt kan der siges.

Forstår ikke hvordan det er kommer dertil – og ved ikke hvordan jeg kommer derfra.
Hvordan vender man et ”intet” til ”alt”? Og hvordan skal ”dét” forstås, når ”dét” ikke giver mening? Hvordan bliver det menigsløse til ”noget” meningsfyldt? Og er der overhovedet nogen anden, der forstår det uforklarlige, uforståelige og meningsforladte?

Tager mig til hovedet. Med rædsel må jeg konstatere, at det sidder forkert. Ikke kun på hovedet – også den forkerte vej, med ansigtet rettet mod fortiden i stedet for fremtiden. Tror pokker, at jeg hele tiden snubler. Går forlæns, når jeg går baglæns – og går jeg baglæns, kan jeg ikke se.

Måske du vil mene, at jeg bare skal vende mig selv på hovedet og se fremtiden med nye øjne?!

Det er afprøvet! At gå baglæns på hænder er én ting; men at se verden i vinklen af andres sokkeholdere er noget helt andet! Intet giver mening; mens man stille begiver sig af sted på små hænder – med ansigtet lige over jordskorpen – på vej mod den bagvendte fremtid, der forpurres af hastige skridt, fodsåler og svirpende støv. Ved du hvad man så gør?

Man lukker øjnene – og med lukkede øjne mistes det forsålede overblik!!

Mit hoved er fordrejet til det absurde – og den verden jeg ser, ses ikke af andre. Når jeg står ansigt til ansigt med andre, vender jeg ryggen til. At vende siden til, kan være en mellemløsning; men tingene er stadig på hovedet. Allerværst står det til, når jeg med ansigtet vendt mod fortiden, blotter min sårbare front mod fremtiden uden at kunne se, for dermed bliver alle potentielle fjender.

Forstår du nu, at ”intet” er det eneste, der giver mit liv mening? Forstår du, at ”alt” er vendt på hovedet og ”noget” er ikke noget, set fra min synsvinkel?

Jeg håber, at du vil være overbærende næste gang vi ses –  for uanset hvordan vi mødes er mit blik et andet sted end dit. Jeg vil ikke kunne møde dig, uden at jeg ser den anden vej.

Det er ikke fordi jeg er utilnærmelig eller afvisende. Jeg er bare anderledes og jeg vil nok altid se en anden verden end dig – og uden, at nogen af os forstår, mødes vi midt i ”noget”, hvor vi giver ”alt” og ”intet” får……